Bliv boende - for du har ikke råd til flytte.
Den situation frygter flere boligeksperter nu opstår for især unge købere af andelsboliger efter priserne er faldet dramatisk.
- Et decideret fald i prisen på andelsboliger er noget, vi ikke har set før. Det betyder, at mange andelsboligkøbere nu vågner op til noget af en forandring, og de kan komme i en slem økonomisk situation, hvis ikke de har tænkt sig om. I værste fald kan det betyde, at de må blive boende, fordi de simpelthen ikke har råd til at flytte, siger Troels Theill Eriksen, boligøkonom fra Nordea.
Der findes ingen præcise tal for priserne på handlede andelsboliger, men det vurderes, at priserne er faldet 15-20 procent over det seneste halve år. Og det sætter to grupper i en slem situation - de nye unge købere af andelsboliger, der har købt for dyrt, og erfarne andelsboligejere, der har taget store millionlån i deres boliger og nu gerne vil flytte videre.
- De kommer til at stå i en nærmest umuligvis situation, hvis de skal videre til en større bolig eller gerne vil flytte efter et job et andet sted i landet, siger Troels Theill Eriksen.
Urealistiske
Formanden for andelsboligforeningerne i Danmark mener, at flere foreninger og banker har været urealistiske .
- Folk har troet, at fordi det offentlige nu vurderer boligen til 200 eller 300 procent højere, ja, så er det også prisen, og så har de lagt deres liv om efter det. Og bankerne har været lige så ubehjælpsomme som alle andre, og har i flere tilfælde bare sagt ja til at belåne hele værdien i en tro på, at det skal nok gå. Det ser vi så nu, at det gjorde det ikke, siger Jan Hansen, formand for Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation.
Jan Hansen mener ikke, at andelsboligmarkedet bliver sat under pres af prisfaldet, men er alligevel forsigtigt bekymret.
- Vi får fortsat et stigende antal andelsboliger i Danmark, så tanken og interessen for den type boliger findes stadig. Men vi er nødt til at se på, hvad alle de her ændringer betyder for os - og derfor har vi nu sat gang i et større projekt, hvor vi prøver at skue 10 år frem, og se, hvordan boligmarkedet ser ud på det tidspunkt. Det skulle gerne kunne sikre, at vi får bedre muligheder fremover, siger Jan Hansen.