Siden februar i år har den månedlige udvikling i priserne på ejerlejligheder primært bevæget sig i én retning - nemlig op.
Nu viser nye tal fra Boligsidens Markedsindeks, at den gennemsnitlige salgspris for ejerlejligheder igen er steget i løbet af den seneste måned.
Med den seneste måneds stigning betyder det, at lejlighedspriserne i oktober overgår niveauet fra samme måned sidste år med 2,9 procent.
- For første gang i år ser vi, at salgsprisen for ejerlejligheder overgår niveauet for samme måned sidste år, siger Birgit Daetz i en pressemeddelelse. Hun er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.
- Det betyder med andre ord, at de kraftige prisfald, vi oplevede tilbage i særligt efteråret sidste år og vinteren i år, er mere end indhentet, fortsætter hun.
Ifølge Mira Lie Nielsen, som er boligøkonom hos Nykredit, tyder det på, at en periode med stabile renter, lønstigninger og mere ro omkring dansk økonomi har fået danskerne til at handle boliger igen.
Men hun peger også på de nye ejendomsvurderinger som en mulig faktor.
- Det er helt tydeligt, at der visse steder i landet foregår en form for hastekøb og salg af boliger, som skubber priserne op, siger hun.
Særligt i København har man set, at mange bolighandler har fået udbuddet meget langt ned.
- Det hænger formentlig sammen med, at der er udsigt til betydeligt højere skatter for boliger, især hvis man køber i København, siger hun.
Som ejer kan man, hvis man ejer boligen inden overgangen til de nye år, nemlig sikre sig en skatterabat, forklarer Mira Lie Nielsen.
Prisfremgangen er en generel tendens på landsplan det sidste halve år. Men den ses kraftigst blandt ejerlejligheder i København.
Hvis man overvejer at købe bolig, særligt i København, bør man ifølge Mira Lie Nielsen være opmærksom på, at vi forventeligt ser ind i et forholdsvis stort prisfald, når vi kommer ind i næste år.
- Tænk dig godt om, lad dig aldrig forhaste ud i et boligkøb og tænk ekstra langsigtet i den periode, vi står i lige nu, siger hun.
/ritzau/