Det bliver dyrere at købe mælk, smør og ost, hvis regeringens forlag til en skattereform bliver vedtaget.
Det fastslår Mejeriforeningen, der har regnet på tallene bag reformen.
En ny fedtafgift, som regeringen vil indføre, vil betyde, at letmælk pålægges en afgift på cirka 25 øre pr. liter, 250 g smør kommer til at koste ca. 2,50 kr. ekstra i afgifter, mens ost pålægges afgifter i størrelsesordenen 3,50 kr. pr. kg.
Mejeriforeningen frygter, at prisstigningerne kan resultere i et nedsat forbrug blandt danskere.
"Branchen presses lige nu af historisk lave priser på mejeriprodukter. Og hvis mejerierne skal finansiere så stor en del af regeringens skatteudspil, kan det betyde fyringer og i værste fald føre til lukning af mejerivirksomheder," siger Mejeriforeningens formand, Bent Juul Sørensen, til Erhvervsbladet.