Var prisen på en tønde olie ikke ved at bevæge sig i nærheden af 80 dollar? Kunne bilejerne ikke snart se frem til, at det ville blive dyrere at tanke?
Jo, men ikke længere. Prisen på en tønde olie er på to en halv måned faldet 30 procent.
Faldet er tirsdag på 4 procent.
Baggrunden er primært en forventet rekordstor produktion af olie i USA og større udvinding i Rusland.
Amerikansk råolie koster tirsdag 47,84 dollar tønden, mens nordsøolie forhandles til 57,20 dollar. Det er den laveste pris siden efteråret 2017.
Det er begge disse olietyper, der er faldet med 30 procent siden begyndelsen af oktober.
De Olieeksporterende Landes Organisation (Opec) forsøgte tidligere på måneden at gå imod tendensen ved at aftale at beskære deres samlede produktion med 1,2 millioner tønder olie om dagen eller en procent af den globale efterspørgsel.
Men nedskæringen træder først i kraft i næste måned. Spørgsmålet er, om det vil virke efter hensigten: at presse olieprisen op.
- Tiden vil vise, hvor effektiv den nye produktionsaftale vil være for at føre oliemarkedet tilbage i balance, lød det fra Det Internationale Energiagentur (IEA) i sidste uge.
Det afhænger af, hvordan den økonomiske aktivitet på verdensplan bliver i 2019. Der er lige nu usikkerhed blandt økonomer om, hvor kraftig væksten bliver.
Det afgør, hvor stor efterspørgslen bliver på olie.
Men det er også kendt, at dele af det amerikanske marked for skiferolie klapper sammen, når olieprisen bliver for lav. Så står produktionsomkostningerne ikke mål med den pris, man får for olien. Det vil igen presse prisen op.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters