Danskerne må kigge dybere i pengepungen, når der skal købes ind til aftensmaden
Priserne på fødevarer er steget med hele fem procent på et år – det er den største stigning siden 2000, oplyser Danmarks Statistik.
Dermed er fødevarerne steget markant mere i pris end andre varer. Det generelle prisindeks steg således med kun to procent i samme periode - fra første kvartal 2006 til først kvartal 2007.
Det er især, når der skal handles ind til den fine lørdagsmiddag, at prisstigningen kan mærkes. På top ti-listen over de varer, der er steget mest i pris, er både oksemørbrad, røget laks og fersk laks.
Listen toppes dog af noget så traditionelt som kartofler, tomater og løg, der er steget henholdsvis 32, 24 og 23 procent i pris.
Ifølge Dansk Landbrug er en årsag til de relativt store prisstigninger på luksusfødevarer, at danskernes indtægter og formuer er røget i vejret i samme periode, hvorfor efterspørgslen efter de dyre produkter er gået samme vej.
Forklaringen på landbrugsvarernes prisstigning skal derimod findes i klimaet. Det tørre vejr i Europa har ført til mindre produktion af landbrugsvarer og deraf højere pris, oplyser Dansk Landbrug.
Dansk Landbrug advarer mod, at fødevareprisernes himmelflugt i forhold til andre varer på længere sigt kan skabe inflation.
Selvom priserne generelt steg voldsomt, er der dog også enkelte madvarer, der er blevet billigere i løbet af det seneste år.
Det gælder blandt andet blomkål, æg og dåsesodavand.
Kartofler 31,6 procent
Tomater 23,8
Løg 23,4
Icebergsalat 21,0
Røget laks 18,1
Gulerødder 14,0
Laks, færdigpakket 13,6
Peberfrugter 13,0
Oksemørbrad 11,5