Den nærmest urealistiske himmelflugt, som priserne på ejerlejligheder de seneste år har været sendt af sted på, er omsider blevet bremset.
For første gang siden begyndelsen af 2003 er prisen på ejerlejligheder faldet med 1,6 procent fra tredje til fjerde kvartal i 2006. I kroner betyder det, at kvadratmeterprisen i gennemsnit i hele landet de to seneste kvartaler har taget et hop ned ad stigen fra 23.823 kroner til 23.432 kroner.
Det viser nye tal fra Realkreditrådet.
Det største fald skal findes i København og Frederiksberg, hvor kvadratmeterprisen er faldet med 3,9 procent.
Dog er der ingen tegn på, at der for alvor er lagt an til et brist i boligboblen.
»Der er ikke tale om et decideret prisfald. Det handler mere om, at markedet er ved at falde til rette. Muligvis vil vi også i næste kvartal se et lille fald, men der vil ikke være nogen markante prisudviklinger i den næste tid,« siger Lars Blume, afdelingschef i Realkreditrådet.
Trods faldet sidst på året ændrer det ikke på, at prisen på ejerlejligheder samlet set steg i løbet af 2006 med 10,1 procent.
Også parcel-, rækkehuse havde i fjerde kvartal af 2006 en meget beskeden udvikling på 0,9 procent. De tre første kvartaler i 2006 var dog så gode, at de samlede priser alligevel steg med 18,5 procent i løbet af året.