Anders Kofoed er ikke til at tage fejl af for seerne på TV2. Han er manden, der forklarer dyrelivet i Go'Morgen Danmark, og nu har han fået en officiel anerkendelse for det arbejde.
Ved åbningen af Naturmødet 2026 i Hirtshals torsdag blev han kåret som vinder af prisen Danmarks Bedste Naturformidling. Kofoed er uddannet biolog og zoolog og har tidligere arbejdet hos Københavns Zoo.
Naturmødet samler naturaktører
Frem til lørdag samles borgere, forskere, politikere og organisationer i Hirtshals til tre dages debatter og aktiviteter om dansk natur. Deltagelse er gratis.
Mødet blev åbnet af fungerende minister for Grøn Trepart Jeppe Bruus, og et af de centrale spørgsmål på årets program er, hvad der faktisk sker med Den Grønne Trepart, herunder hvordan ambitionerne omsættes til konkret handling lokalt, i samarbejdet mellem myndigheder, kommuner og lodsejere.
Naturmødet afprøver også nye debatformater som del af et udviklingsproject med statslig støtte frem til 2028.
-Vi går efter at udvikle metoder, som i endnu højere grad får debatterne på Naturmødet til at føre til handling. Derfor arbejder vi med at samle mennesker på nye måder, som får samtalerne til at munde ud i konkrete løsninger og samarbejder - også længe efter Naturmødet er slut, siger chef for Naturmødet Leif Lund Jakobsen.