Champions League, de kongelige, terror og international politik. Der er stort set ikke det emne, som Ulla Terkelsen ikke har dækket. Tirsdag blev TV 2 s kendte korrespondent belønnet for sin indsats med publicistprisen.
- Ingen fomidler bedre end hun nyheder fra det nære og fjerne udland. Ulla har gennem mange år vist en fremragende evne til at fremlægge til tider koplicerede sammenhænge på den internationale arena på en sober og levende måde. Hun kan det hele, og hun kan formulere sig på en sådan måde, at alle lyttere og seere og læsere kan være med, lyder det i begrundelsen for at prisen går til Ulla Terkelsen.
Terkelsen har siden 2000 haft fast base i London, hvorfra hun har rejst Europa rundt for at dække stort og småt. Inden da var hun korrespondent i Berlin og Bruxelles.
Da Ulla Terkelsen modtog prisen slog hun fast, at for at blive en god journalist gælder det om at gå lige seriøst til alle historier uanset, hvad emnet er.
- Ens historie skal altid være den vigtigste den dag. Det er det, der får verden til at ringe, siger Ulla Terkelsen.
Det lader til, at vi får glæde af Ulla Terkelsen på skærmen mange år endnu.
- At være journalist er den vidunderligste måde at leve sit liv på. Jeg kunne ikke drømme om at leve anderledes, siger Ulla Terkelsen.