Du kender Søstrene Grene for deres store udbud af varer til priser som fx 4,63 og 11,28 kroner stykket. Men vidste du også, at Clara og Anna står bag en kunstnerklub? Nej, vel. Men fredag i Musikhuset uddelte klubben en pris på 10.000 kroner til Sofie Maar – en af 12 nominerede kunstnere.
Ud over pengepræmien får hun også sit maleri trykt som plakat og udstillet i samtlige Søstrene Grenes butikker. Derudover bliver motivet trykt som Go-Card postkort, der ifølge kunstnerklubben distribueres over hele landet.
Forud for prisuddelingen havde de 12 kunstnere i fællesskab skabt et maleri, som sælges på en online auktion, og pengene går til en hjælpeorganisation.