Der skal konkrete og nemme redskaber til at hjælpe familierne til at undgå madspild og sætte skraldespanden på slankekur. Derfor har stifter af forbrugerbevægelsen "Stop Spild Af Mad", Selina Juul, samlet nogle af Danmarks mest dedikerede madspilds-bekæmpere: Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie, den kendte TV-kok Timm Vladimir, mad-iværksætteren Anh Lê, de gastronomiske superstjerner Francis Cardenau og Michel Michaud samt kogebogsforfatteren Louisa Lorang. Sammen har de forfattet en brugbar og enkel kogebog om madspild, "Mad med respekt - En familiekogebog, der mindsker madspild”, som udkommer på Gyldendal i dag.
Alle opskrifter i bogen er baseret på madvarer, som er blandt dem, der typisk smides ud i danske husholdninger, og "Mad med respekt” viser også konkret, hvordan resterne opbevares og udnyttes bedst muligt, samt hvordan måltider og indkøb planlægges med henblik på at mindske madspild.
Bogens i alt 80 opskrifter er udarbejdet af de ovennævnte bidragsydere. Prinsesse Marie skriver bogens forord og bidrager med egne opskrifter.
Fakta:
Over 700.000 tons god og spiselig mad smides årligt ud i Danmark. De største syndere er husholdninger, og det er især børnefamilier, der har den største udfordring med at få brugt maden op. En dansk gennemsnitsfamilie smider hvert år op imod 7.200 kroner i skraldespanden.