Den norske prinsesse Märtha Louise har indgået forlig med forlaget Publicom.
Forlaget havde udgivet den fem år gamle engelske bog ’Seeing Angels’ i Norge med titlen ’Märthas Engler’ og et billede af den norske prinsesse på forsiden.
Men selvom prinsessen tidligere kom i uføre, da hun udtalte, at hun tror på engle, ønsker hun ikke at fungere som reklamesøjle for forlaget.
Derfor slæbte hun forlaget i retten, men nu har de to parter indgået en aftale.
Forlaget skal fjerne billedet af prinsessen på forsiden, men får lov til at beholde titlen Märthas Engler. Derudover får prinsessen en erstatning udbetalt på 150.000 kroner.
Prinsesse Märtha Louise var ifølge sin advokat godt tilfreds med udfaldet af sagen.
- Prinsessen gik med til forliget af to årsager. For det første mente hun, at indholdet af forliget var rigtigt godt, og for det andet synes hun, at det var rart at lægge sagen bag sig, siger advokat Cato Schiøtz.
Advokaten oplyser, at prinsessen giver pengene videre til Unicef.