Leveret af Ritzau Fokus
Opdateret kl. 10:07
Svenske prinsesse Madeleine har født sit tredje barn, en pige. Det meddeler det svenske kongehus i en pressemeddelelse ifølge nyhedsbureauet TT.
Den nye prinsesse vejer 3465 gram og er 50 centimeter lang. Hun kom til verden klokken 00.41. Både mor og datter har det godt, oplyser kongehuset.
Prinsesse Madeleine er gift med den britisk-amerikanske forretningsmand Christopher O'Neill. Parret har i forvejen prinsesse Leonore (2014) og prins Nicolas (2015).
I en pressemeddelelse udtaler Christopher O'Neill ifølge TT, at han og prinsesse Madeleine er lykkelige over familieforøgelsen, og at parrets to ældste børn også er glade.
- De ser meget frem til at møde deres nye lillesøster, siger Christopher O'Neill
Det var i august sidste år, at prinsesse Madeleine meddelte, at hun ventede sit barn nummer tre. Det skrev hun på Facebook.
- Chris og jeg er begejstrede for at kunne meddele, at jeg venter mig. Vi ser frem til, at fire bliver til fem!, skrev prinsesse Madeleine.
Hun blev i 2013 gift med Christopher O'Neill. Til daglig bor familien i London.
Den nyfødte prinsesse bliver kong Carl Gustaf og dronning Silvias syvende barnebarn.
Den 35-årige prinsesse Madeleine er regentparrets yngste barn efter kronprinsesse Victoria og prins Carl Philip.
Regentparret er i øjeblikket på skiferie i Schweiz. Men den ferie afbrydes nu, skriver avisen Expressen. Regentparret er på vej hjem til Sverige for at hilse på den nye prinsesse.
Ifølge kongehusets pressechef, Margareta Thorgren, vil regentparret være tilbage i Sverige i løbet af fredagen. Det siger hun til avisen.
/ritzau/