Den 50-årige norske prinsesse Märtha Louise er klar til at tage anden tur op ad kirkegulvet. Denne gang med sin skandaleombruste kæreste, den selvudnævnte shaman, Durek Verrett.
Parret har netop bekendtgjort deres forlovelse. Det er det norske kongehus, der har offentliggjort det kommende bryllup. Og det kommende brudepar har hele den norske kongefamilies fulde opbakning til ægteskabet.
- Hans Majestæt Kongen og Hendes Majestæt Dronningen sender deres hjerteligste lykønskninger og ønsker dem alt det bedste i fremtiden, lyder det i bekendtgørelsen, der også har en lykønskning fra kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit.
- Kronprinsfamilien sender et varmt tillykke i anledning af forlovelsen. De ønsker hele familien alt det bedste i fremtiden.
Parret har kendt hinanden i flere år og haft et langdistance forhold. Han bor i Los Angeles, mens hun bor i Norge sammen med sine tre døtre, fra ægteskabet med den nu afdøde forfatter Ari Behn.
Forholdet blev offentlig kendt i maj 2019. I begyndelsen af forholdet trak det mange overskrifter. Siden har parret brugt mange kræfter på at få folk til at forstå, hvor meget de elsker hinanden og til ikke at dømme dem.
Mit livs kærlighed
Durek Verrett har også offentliggjort forlovelsen på sin profil på instagram, hvor han siger således:
- Hun sagde ja! Når du ved det, ved du det. Der er ikke noget bedre end at have klarhed som mand om, at det er den kvinde, der står foran dig. Jeg er overlykkelig med tårer over, at jeg får tilbragt resten af mit liv med den mest renhjertede, engleagtige, kloge, kraftfulde kvinde, der repræsenterer alle niveauer af en gudinde i mine øjne.
- Sammen som et sjælfuldt åndeligt par vil vi bruge vores magt til at støtte folket til at skabe en verden baseret på kærlighed og accept. Forandrer verden gennem vores kærlighed. Kærlighed udvider sig ud over alle barrierer og betingelser. Kærlighed er fri og gennemsigtig. Det inviterer til vækst og fundament.
- Det viser mennesker, at vi er mere end vores frygt, vores had eller sociale forhold. Prinsesse Märtha Louise er mit livs kærlighed. Hun ser alle aspekter af mig, og jeg ser hende alle sammen. Jeg er en fyr, der elsker en pige, der elsker mig tilbage. Jeg får vist og demonstreret for denne guddommelige kvinde, hvor meget jeg elsker hende resten af mit liv. Jeg er den lykkeligste, jeg nogensinde har været, slå Durek Verrett fast.
Bryllupsdatoen er endnu ikke blevet meldt ud.