Ti kjoler, båret af den nu afdøde prinsesse Diana, blev solgt på auktion i London tirsdag, hvor de indbragte mere end 800.000 pund. Det svarer til godt syv millioner danske kroner.
Sværvægteren blev Victor Edelstein-kjolen, som den britiske prinsesse i sin tid bar til en amerikansk gallamiddag. Den blev solgt for 240.000 pund, svarende til lidt mere end to millioner kroner.
Og ifølge auktionsselskabet Kerry Taylor Auctions modtog alle ti kreationer stor opmærksomhed fra flere museer, der jagtede en bid af det britiske kongehus og dets historie.
- Vi tiltrak bydere fra hele verden - inklusiv fra Asien, Amerika, Østrig, Australien og selvfølgelig Storbritannien, siger Kerry Taylor.
- Så vi håber, at folk nu endelig får muligheden for at se nogle af de kjoler, som tilhørte "Folkets Prinsesse", tilføjer han.
Kjolerne blev oprindeligt solgt på en velgørenhedsauktion i New York kort før, at Diana omkom i en bilulykke i Paris i august 1997.
Samtlige ti kjoler kortlægger hendes forvandling fra en indadvendt lille pige til et internationalt modeikon - en forvandling, der tryllebandt hele verden, ligesom hendes privatliv altid var i mediernes søgelys.
Kendt som "Folkets Prinsesse" efter sin død i midten af 90'erne blev Diana set som et frisk pust til det ellers meget konservative britiske kongehus.
Og det gjorde hende populær hos den britiske befolkning, der var dybt fascineret af hendes moderne tilgang til livet.
En fascination, som Dianas ældste søn og hans kone, hertuginde Kate, oplever i dag - især efter de offentliggjorde, at Kate er gravid.
Prinsesse Diana blev kun 36 år gammel. Hun var mor til de to britiske prinser - William og Harry.
/ritzau/Reuters