Prinsesse Diana gik rundt med skuespiller-drømme, afslører Kevin Costner til det engelske magasin Female First.
Den engelske prinsesse ønskede sig brændende at være med i Bodyguard 2 og bad derfor Kevin Costner om at skræddersy en rolle til hende i efterfølgeren til Bodyguard.
Han skulle hjælpe hende i gang med en filmkarriere, ligesom han havde gjort med Whitney Houston, som strålede i Bodyguard fra 1992. Her spillede den nu afdøde sangerinde Kevin Costners store kærlighed.
"Diana og jeg havde talt om at lave en Bodyguard 2. Jeg fortalte hende, at jeg kunne tage mig af hende på samme måde, som jeg havde taget mig af Whitney," siger han til Female First.
Han lovede derfor Diana at skræddersy en rolle til hende i den kommende film.
"Hun ville have mig til at skrive den for hende. Jeg sagde, jeg ville skræddersy den til hende, hvis hun var interesseret. "Jeg er interesseret," sagde hun," fortæller Kevin Costner ifølge det engelske magasin.
Men rollen blev aldrig til noget. Diana nåede ikke at se manuskriptet, som dukkede op på Kevin Costners skrivebord den 31. august i 1997 - dagen inden, prinsessen som 36-årig blev dræbt i en bilulykke i Paris.
Chaufføren var påvirket under kørslen og kørte hurtigt rundt i Paris gader forfulgt af paparazzier.
Diana havde kendt prins Charles i flere år, før de blev forlovet den 24. februar 1980. De blev gift den 29. juli 1981 i St. Paul's Cathedral i London og skilt i 1996.
Kilde: femalefirst.co.uk