Hverken prins Phillip eller den britiske hemmelige efterretningstjeneste havde noget at gøre med prinsesse Dianas tragiske død for 11 år siden. Det fastslog en undersøgelseskomité i dag.
Siden oktober forrige år har undersøgelseskomiteen efterforsket omstændighederne omkring Dianas død.
For 11 år siden døde prinsesse Diana og hendes kæreste Dodi al-Fayed i en bilulykke i Paris. Siden har rygterne sværmet om, at det slet ikke var en ulykke, men en ond sammensværgelse, der involverede det britiske kongehus og den hemmemlige efterretningstjeneste.
Årsagen skulle angiveligt være, at Diana stillede kongehuset i et dårligt lys ved at være kæreste med Dodi al-Fayed.
Mohamad al-Fayed, mangemilliardær og far til Dodi, har hele tiden hævdet, at det var den hemmelige efterretningstjeneste, der slog Diana og Dodi ihjel, og at komplottet var planlagt af prins Phillip, den britiske prinsegemal.
Undersøgelsen omkring Dianas død har været ekstraordinær, fordi prominente personer som Mohamad al-fayed og den tidligere chef for MI6, den hemmelige efterretningstjeneste, Richard Dearlove, er blevet afhørt.
Hverken prins Phillip eller dronningen er blevet afhørt i sagen.