Både prinsesse Benedikte og eksdronning Anne-Marie var med - få skridt bag det svenske kongepar, da de fredag eftermiddag begravede en fælles ven i Skåne.
Den nu afdøde greve Hans-Gabriel Trolle-Wachtmeister døde den 9. november, 100 år gammel.
På trods af grevens høje alder, var den svenske dronning Silvia meget bevæget da hun og de omkring 70 andre deltagere kom ud af kirken efter ceremonien.
Da dronning Silvia fældede en tåre, lagde prinsesse Benedikte en trøstende hånd på dronningens ryg.
Både før og efter kirken var prinsesse Benedikte lige i nærheden af det svenske kongepar Johan Nilsson/TT/Ritzau Scanpix
Den afdøde greve havde et nært forhold til den svenske kongefamilie og var blandt andet jagtkammerat med kongen. Mens dronning Silvia havde et tæt forhold til hans hustru, Alice Trolle-Wachtmeister, der døde for seks år siden.
Måske mindede begravelsen dronningen om sin venindes død, for den afdøde greve havde besluttet, at hans begravelse skulle være præcis den samme, som hans kone fik.
Gæsterne oplevede således de samme salmer og sange, som da de for seks år siden tog afsked med hans kone.
Prinsesse Benedikte og eksdronning Anne-Marie fulgtes ad til begravelsen. Johan Nilsson/TT/Ritzau Scanpix
Efter hans død tidligere på måneden udtalte kongeparret sorg via deres hof. "Vi savner hans varme, humor og visdom", lød det da fra kongeparret.
Efter begravelsen besøgte næsten alle gæster hans afdøde frues grav ved slotskirken ved Trolle Ljungby Slot.