Den svenske prinsesse Madeleine kan næsten ikke tro, at der er så få måneder til hendes bryllup med britisk-amerikanske Christopher O'Neill. Det siger hun i et interview, som er lagt ud på det svenske kongehus' hjemmeside.
- Tænk, at der er mindre end fire måneder til! Tiden flyver, når man har det sjovt. Vi planlægger for fuld tryk. Selv om jeg er i New York og arbejder for Childhood (velgørenhedsorganisation red.), går det rigtig godt med planlægningen. Vi får enorm hjælp hjemmefra, siger Madeleine.
Hun fortæller, at planen er at gøre brylluppet så tilgængeligt som muligt. Men om det skal transmitteres på tv, er endnu ikke besluttet, siger prinsessen. Hun er også småstresset over gæstelisten.
- Invitationerne vil blive sendt ud den 1. april, så der er lidt tid endnu. Det har været en vanskelig proces, når man ønsker at invitere alle, men det er desværre ikke muligt, fortæller Madeleine.
Brylluppet kommer til at foregå om eftermiddagen den 8. juni. Efterfølgende bliver der bryllupsmiddag på Drottningholm slot, som ligger tæt på Stockholm.
Christopher O'Neill og prinsesse Madeleine har besluttet, at der ikke skal være brudepiger, og det af en helt særlig grund.
- Chris kommer til at have en forlover ved sin side, men jeg vil ikke have brudepiger. Ligesom min mor og min søster vil jeg have blomsterpiger. Det er en bryllupstradition, som jeg gerne vil føre videre, siger prinsessen.
/ritzau/