Den britiske Prins Philip er efter 14 dages indlæggelse på King Edward VII-hospitalet blevet forflyttet til et andet hospital i London. Her skal den 99-årige prinsgemal nu undersøges nærmere for hjerteproblemer. Det skriver flere britiske medier.
- Hertugen af Edinburgh blev i dag flyttet fra King Edward VII’s Hospital til St. Bartholomew’s Hospital, hvor læger fortsat vil behandle ham for en infektion, ligesom prinsen vil undergå forskellige test og være under observation for en eksisterende hjertesygdom, lyder det i en meddelelse fra Buckingham Palace.
Prinsens hjerteproblemer har ifølge britiske medier ikke tidligere været omtalt fra officielt hold, selv om han i 2011 gennemgik behandling som følge af brystsmerter.
St. Bartholomew’s Hospital - også kendt som Barts - er kendt for at specialisere sig i hjerte-kar-sygdomme
Det forventes, at Prins Philip som minimum skal forblive indlagt resten af ugen.
Både Prins Charles og Prins Edward har begge besøgt Prins Philip på hospitalet i den forgangne uge, og Edward fortalte tirsdag til Sky News, at prinsgemalen var i bedring.
Prins Philip, der blev født som Prins af Grækenland og Danmark, fylder 100 år den 10. juni i år.