Den engelske prins William skiftede i går nat de kongelige gemakker ud til fordel for en gammel sovepose og en bunke pap.
I stedet for at sove i et af sine paladser tilbragte han nemlig natten i Londons gader, hvor han skulle prøve at leve som en hjemløs. Ifølge den engelske avis Times skulle stuntet skabe mere opmærksomhed omkring de mere end 4.500 hjemløse, som lever på gaden i London.
"Efter bare én nat, hvor jeg synes, at jeg oplevede hele den fornedrelse, det er ikke have et hjem og en seng, tør jeg slet ikke forestille mig, hvor svært det må være at gennemleve det nat efter nat," siger prins William til Times.
Prins William var dog ikke alene på gaden. Med sig havde han en talsmand for velgørenhedsorganisationen Centrepoint.
"Det mest skræmmende tidspunkt, var da vi næsten blev kørt over af en fejemaskine, som simpelthen ikke så os ligge klumpet sammen på jorden. Det viser bare, hvor sårbare hjemløse er. Jeg har aldrig været gladere for at se morgensolen," fortæller han.