Den britiske prins Philip kan onsdag sige goddag til livet som pensionist, når han har deltaget i sin sidste officielle begivenhed på egen hånd.
Og meget passende er det en en velgørenhedsparade for det kongelige marinekorps, der bliver den 96-årige prins' sidste planlagte opgave.
Selv har prins Philip haft et nært forhold til marinekorpset gennem 64 år, siden han i 1953 blev udnævnt til general for korpset.
Paraden til ære for korpset finder sted ved Buckingham Palace i London. Den afsluttes med en march, en royal honnør og tre hurraråb for prins Philip.
- Paraden vil afslutte Hans Kongelige Højheds individuelle virke, selv om han fremover kan vælge at deltage i udvalgte begivenheder ved dronningens side fra tid til anden, meddelte kongehuset i sidste uge.
Prins Philip har stået ved dronning Elizabeth II's side i 70 år og har taget del i royale pligter i 65 år.
Det er ifølge BBC blevet til 22.219 officielle optrædener på egen hånd siden 1952. I alt har han givet 5496 taler.
I maj annoncerede det britiske kongehus i en pressemeddelelse, at prins Philip trækker sig tilbage fra sine royale pligter til efteråret.
- Hans Kongelige Højhed, hertugen af Edinburgh, har besluttet sig for, at han ikke længere vil tage del i offentlige arrangementer fra efteråret i år. Han har fuld opbakning fra dronningen.
Kongehuset meddelte desuden, at den 91-årige dronning fortsat vil passe sine forpligtelser.
/ritzau/