Prins Otto dræbt i motorcykelulykke

Kongelige
Prins Otto elskede fart – det blev hans død. (Foto: Central European News)

Den velhavende tyske prins kørte galt på en tysk motorvej med sin raket af en motorcykel.

55-årige prins Otto af Hessen blev dræbt på stedet, da han hamrede ind i et autoværn på en motorvej i Bayern. Han elskede fart og var en passioneret motorcykel-fan og havde adskillige derhjemme sammen med flere meget hurtige biler.

Det var selvsamme kostbare italienske Ducati som på billedet, at han mistede herredømmet over og døde i søndags, skriver tyske Bild og engelske The Sun.

Prinsen havde ifølge flere medier lige overhalet en anden bil, da han begyndte at slingre og herefter med stor hastighed kørte ind i autoværnet. I 2010 fik prinsen inddraget sit kørekort i 9 måneder, fordi han kørte for hurtigt i en af sine sportsvogne.

Motorcyklen ligger på vejen efter det forfærdelige styrt. Foto: Central European News

Otto var den anden søn til William af Hessen-Philippsthal-Barchfeld og en efterkommer af kong Frederik William III af Preussen. Han giftede sig i 1998 med Carla Blickhaauser og sammen fik de fire børn, som nu er hhv. 21, 20, 13 og 11.

Ejede flere McDonald's restauranter

Udover at være royal, familiefar og vild med fart, så ejede prins Otto flere McDonald's restauranter. Han var en afholdt chef, og som en af hans medarbejdere udtalte, så kunne han finde på at tage et forklæde på og selv gå ud i køkkenet og vende burgere, hvis der var travlt.

- Han efterlader et enormt hul i vores dagligdag, og vi vil gøre alt for at holde restauranterne kørende fremover, skriver de på Facebook.