Prins Nikolai afslører særligt ritual: Beder til Gud hver aften
Prins Nikolai har arbejdet som model i et par år. Foto: Vianney Le Caer/Ritzau Scanpix (arkiv)
For 19-årige prins Nikolai er essensen af kærlighed glæde, lykke og lidenskab.

19-årige prins Nikolai afslører hidtil ukendte detaljer om sig selv i et interview med den ukrainske udgave af modemagasinet Vogue.

Her fortæller han ikke kun, at det er de færreste, der ved, at han laver "en fantastisk creme brulé", at hans yndlings tøj er en fløjls smoking, men også at han beder til Gud hver dag.

Afsløringen af sit religiøse ståsted og rutiner kommer, da han bliver spurgt om sine daglige rutiner, skriver ugebladet Her og Nu.

- Ud over at bede hver aften inden sengetid har jeg ingen, svarer prins Nikolai.

Prins Nikolai er den ældste søn af prins Joachim og grevinde Alexandra, og han er nummer syv i arvefølgen til den danske trone.

Til Vogue fortæller prins Nikolai også at kærlighed for ham er glæde, lykke og lidenskab.

Og så sætter han lidt ord på sin opvækst som kongelig:

- Jeg havde en speciel – nogle vil måske sige privilegeret – barndom, og jeg påskønner det virkelig. Nu lever jeg et normalt og meget behageligt liv, siger han og tilføjer:

- Den eneste ting er, at jeg altid vil blive genkendt alle steder.

via Listen To News