Det skabte ravage og store overskrifter, da prins Joachim i 2005 fortalte, at han skulle skilles fra prinsesse Alexandra.
Nu fortæller prinsen om sin oplevelse i forbindelse med den sjældne kongelige skilsmisse, skriver eb.dk.
Det gør han i en ny dokumentar, der har prins Joachim og forfatteren Steffen Jacobsen i hovedrollerne. De to går og taler om stort og småt under en vandretur på Hærvejen, og på et tidspunkt bliver prins Joachim spurgt, om han har oplevet ensomhed.
Og her kommer prinsen ind på skilsmissen.
- Det var ikke en ensomhed 'alene-alene', men det var den ensomhed, at jeg havde gjort noget, som var uomgængeligt. Noget som var nødvendigt. Første gang i umindelige tider i min familie - og også som ville chokere en allerhelvedes masse mennesker. Og det var skilsmissen, lyder det fra prins Joachim.
Dokumentaren har titlen “Hærvejen” og blev vist ved en gallapremiere ved filmfestivalen CPH:Dox torsdag aften. Den kan ses på DR i juni.