Fra flere kilder erfarer B.T., at prins Joachim og prinsesse Marie er på vej til, at etablere sig i USA.
Ifølge B.T. forlader Joachim og Marie Paris til sommer, så prins Joachim kan tiltræde et "topjob inden for det forsvarsindustrielle område i Washington D.C.".
Ifølge B.T. er jobbet i Washington D.C. "et skridt op ad karrierestigen".
Prins Joachim bestrider i øjeblikket en stilling som forsvarsattaché i Paris. Det har han gjort i godt to år.
Stadig skår i kongefamilien
Prinseparret var i sidste uge i Danmark. De blev spurgt til den krise der opstod i kongefamilien i efteråret.
Prins Joachim lagde ikke skjul på, at der stadig er nogle skår, der skal klinkes.
- Der er meget der skal arbejdes med. Kommunikation var det, der manglede. Nu har vi mødtes, og vi er på rette spor, sagde han.
Prins Joachim gav tidligere på efteråret udtryk for, at både han og hans børn var meget kede af, at de fra nytåret får fjernet deres titler som prinser og prinsesser af Danmark.