»Der er overhovedet ikke noget, vi ikke kan.«
Selvtilliden er ikke til at komme uden om hos Peter Bisgaard, der er daglig leder af den kommende Bazar Fyn.
Kongehuset har således meddelt, at Prins Joachim nikker ja til at stå for den officielle indvielse af basaren i de tidligere Thrige-haller lørdag den 24. marts.
»Vi synes, det er helt fantastisk, at han har lyst til at komme. Og det betyder utrolig meget for os og vores lejere, at der er nogle, der viser interesse for det, vi laver,« forklarer Peter Bisgaard.
Bazar Fyn åbner allerede sine omkring 65 forretninger 24. februar: Bagere, slagtere, guldsmede, tøjforretninger, grønthandlere, gavebutikker, restauranter, købmænd og meget mere.
Men den mere officielle – og altså også royale – indvielse sker først en måned senere.
Prinsen vil være i basaren mellem klokken 11 og 14, og indvielsesfesten inkluderer desuden en række endnu uspecificerede kulturelle indslag.
Prins Joachims interesse for basarlivet udspringer imidlertid ikke af det bare ingenting.
Byggeselskabet Olav de Linde, som står bag både Bazar Fyn og den lignende Bazar Vest i Århus, blev sidste år præmieret med en såkaldt særpris af Det Nationale Netværk af Virksomhedsledere.
Prisen blev overrakt af Prins Joachim. Og blev givet for, at Olav de Linde med skabelsen af basarerne »har udvidet rammerne for, hvordan man som virksomhed kan udvise socialt ansvar i Danmark« og formået at få »integration til at gå hånd i hånd med etableringen af nye arbejdspladser, som i højere grad end vanligt imødekommer den arbejdskultur, som mange nydanskere har rod i«, som uddrag af netværkets begrundelse lyder.
Alle lejere i den fynske basar har anden etnisk baggrund end dansk.
Og der er stadig få ledige lejemål, oplyser Peter Bis-gaard.