Under overskriften "Afsløring: Prins Joachim taget i fup" fortæller Se og Hør, at prins Joachim har fået dispensation af Rudersdal Kommune fra reglerne om bopælspligt.
Nu viser det sig ifølge Se og Hør, at dispensationen er givet på grundlag af en forklaring, der meget vel kan være tvivlsom.
Prins Joachim og prinsesse Marie, som bor i Washington i USA, søgte dispensationen sidste år, efter de havde købt strandvejsvilla i Vedbæk.
Dispensationen blev givet af kommunens Arkitektur- og Byplanudvalg og gav lov til at benytte villaen som en slags sommerhus i de næste fire år. Og det selvom udgangspunktet for en dispensation var maksimalt to år.
Ifølge ugebladet blev der argumenteret med blandt andet, at prins Joachim og prinsesse Marie "er hyppigt i Danmark, hvor de begge har officielle pligter af en art, betydning og omfang, der ikke er aktuel for andre udsendte diplomater".
"Hyppigt, fordi de begge har opgaver med og for Kongehuset i Danmark samt et stort antal protektioner og æresmedlemskaber", refererer Se og Hør videre.
Desuden nævnes prinseparrets "stigende antal opgaver med og for Kongehuset i Danmark". Antallet af opgaver har ikke været stigende – tværtimod, skriver Se og Hør. Således kan dispensationen være givet på falsk grundlag.
Rudersdal Kommunes borgmester Ann Sofie Orth siger til Se og Hør, at kommunen må tage kongehusets oplysninger for gode varer.
- Men sagen har givet os anledning til at ændre praksis i kommunen, så det i højere grad end tidligere bliver muligt for en ejer, der er i en periode er udsendt, at bestemme, hvad der skal ske med boligen, siger borgmesteren.
Prins Joachim tiltrådte 1. september 2023 Den Danske Ambassade i Washington D.C. Her arbejder han som attaché og dækker USA og Canada.