Slumkvarter så langt øjet rækker og mennesker, der lever i ubegribelig fattigdom.
Prins Joachim har nu for en tid skiftet det luksuriøse prinseliv ud med besøg i det fattige afrikanske land, Mozambique.
Dermed har han også overladt bryllupsforberedelsern til sin forlovede, Marie Cavallier, mens han de næste ti dage skal besøge en lang række velgørende projekter som protektor for hjælpeorganisationen Care Danmark.
Helt fattigt er det dog ikke for prinsen, der kommer til at opleve en tur fyldt med kontraster. For mens slummen venter lige uden for døren, er prinsen, hans følge og en samlet pressestab blevet indlogeret på det fineste hotel i hovedstaden Maputo de næste par dage, inden turen går videre ud i det afrikanske land..
I den næste halvanden uge skal prinsen og resten af selskabet besøge store dele af Mozambique, hvor prinsen blandt andet skal opleve arbejdet med gadebørn i hovedstaden, besøge forskellige sundhedsprojekter rundt om i landet, opleve, hvordan man arbejder med HIV-smittede børn og voksne samt, hvordan Care Danmark forsøger at hjælpe kvinder i udvalgte landsbyer med at få et bedre liv i form af mikrokreditter.
Nyhedsavisen og Avisen.dk er med på på prinsens besøg i Mozambique og vil løbende berette om de mange oplevelser, prins Joachim får, inden han igen vender næsen mod Danmark og sit bryllup d. 24. maj.