Siden den første danske julekalender rullede over skærmen tilbage i 1962, er det blevet en fast tradition for mange danskere at tælle ned til juleaften med de mange julekalendere.
Og det gælder åbenbart alle danskere. For nogle år siden spurgte Billed Bladet til prins Joachims favorit julekalender, og fik dette svar:
- At pinpointe en enkelt er svært. Men det må blive ”Jul i Gammelby”. Det var en fantastisk lille, romantisk serie, som gik ind hos alle børn, sagde prinsen dengang.
I samme ombæring afslørede han, at han har set julekalender hele sit liv. Både da han selv var barn og sammen med sine i alt fire børn.
Prinsen står langt fra alene om at være specielt begejstret for ”Jul i Gammelby”.
I en undersøgelse lavet af YouGov i 2016, fik ”Jul i Gammelby” langt de fleste af danskernes stemmer. Julekalenderen blev vist første gang i 1979 og var første gang man lavede julekalender som en egentlig serie med skuespillere. Før ”Jul i Gammelby” var julekalenderne lavet med dukker.
Lige efter ”Jul i Gammelby” valgte danskerne ”Nissebanden” og ”Nissebanden i Grønland” som deres favoritter, mens ”Jul på slottet” kom ind på fjerdepladsen.