En stor del af den britiske befolkning sad lørdag klinet til TV-skærmen for at følge samme program: BBC Newsnight. Her gav prins Andrew nemlig for første gang sin version af historien om den betændte pædofili-sag, som hans gode ven, milliardæren Jeffrey Epstein, var hovedperson i.
Men havde briterne håbet på saftige afsløringer, blev de slemt skuffede. Prins Andres afviste nemlig alle anklager om at have gjort noget forkert. Som for eksempel at have haft sex med den dengang blot 17-årige Virginia Roberts.
Hun påstår, at hun mødte og dansede med prinsen på natklubben Tramp, hvor hun husker, at han svedte voldsomt. Senere påstår hun, at de havde sex ved tre forskellige lejligheder.
Var på pizzeria med datter
I det 50 minutter lange TV-interview afviste prins Andrew, at det skulle kunne lade sig gøre. Han afslørede nemlig, at han på det tidspunkt havde en lidelse, pådraget under Falklandskrigen, der gjorde, at han ikke kunne svede. Og forklarede samtidig, at den pågældende dag slet ikke kunne have været på natklubben, da han var på pizzeria med sin datter.
Prins Andrew påstod også, at han ikke kan huske nogensinde at have mødt Virginia Roberts. På trods af, at der findes et billede af de to sammen fra perioden, hvor han står med armen om hende.
Endelig blev prins Andrew spurgt ind til, om han fortrød sit venskab med Jeffrey Epstein. Det gjorde han ikke.
Sables ned af eksperter
Efter interviewet har en lang række af eksperter vurderet hans optræden. Og dommen er ret entydig: Det interview slap han bestemt ikke godt fra.
–Det var som at se en mand i kviksand, lød det fra PR-ekspert og krisekonsulent, Mark Borkowski, som kaldte interviewet et klassisk eksempel på, hvordan man IKKE skal gøre.
Lidt mere kontant er TV-værten Piers Morgan i sin kritik:
– Desperat, tåkrummende bullshit. Hvorfor i alverden stillede han op? Vanvid, skrev Morgan på Twitter efter interviewet.
Hele interviewet ligger på BBC's Youtube-kanal, du kan se det her.