En sprudlende prins Henrik havde i weekenden den fornøjelse at hive tæppet af sin egen skulptur, som nu skal stå ved indgangen til ur- og smykkevirksomheden Christina Watches & Jewelry.
Boss'en i firmaet er Christina Hembo, der for nogle år siden var med i 'Vild med dans' på TV 2.
Christina Watches & Jewelry er flyttet ind i nye lokaler på Cypresvej i Herning, og det var i den anledning, at prinsgemalen lørdag var forbi for at sørge for en festlig indvielse af både hans eget kunstværk samt virksomhedens nye domicil.
Ifølge Herning Folkeblad er skulptur-handlen kommet hurtigt i stand. Det er første gang, at prinsgemalen sælger en stor skulptur til et privat firma.
- Jeg er meget glad for, at den ender her. Jeg er glad for Herning, og jeg håber, at hele Herning bliver glad for den, sagde prinsgemalen, efter han og Christina Hembo havde afsløret skulpturen, der er støbt i bronze og lidt bringer mindelser frem om et havdyr - dog med særdeles menneskelige træk på visse dele af kroppen ...

Prins Henrik med skulpturen, der nu er flyttet til Herning. Foto: Scanpix

Christina Hembo hjalp med at afsløre den store skulptur. Foto: Scanpix