Prins Henriks gravhund og tro følgesvend gennem 14 år, Evita, er død.
Evita døde hjemme på Fredensborg Slot og er nu blevet begravet i den private slotspark på Fredensborg, skriver Billed Bladet. Her har regentparret nemlig indrettet en lille hundekirkegård for deres afdøde kæledyr.
Det sidste års tid har Evita skrantet meget og har ikke været til at lokke med ud på gåture. Ellers har gravhunden altid været en trofast følgesvend til prinsgemalen og har fulgt ham i tykt og tyndt.
Evita har tidligere været på diverse forsider, fordi den havde sat tænderne i garderne. Nu kan garderne måske føle sig trygge, mens prins Henrik må undvære sin bedste ven gennem mange år.
Han har heldigvis også den lille, livlige gravhund, Vega, at trøste sig med. Og også dronningens gravhund, Helike, nyder godt af prinsgemalens kærlighed til dyr.
Prinsens hund Vega har fået hvalpe to gange, som er blevet foræret væk, da han synes, de har hunde nok derhjemme. Dronningen fik Helike i fødselsdagsgave af prinsen i 2006.
Kilde: Billed Bladet