Det er langt fra kedeligt at være Prins af det danske kongehus. I hvert fald hvis man hedder Prins Henrik og er i voldsomt godt humør. For det var præcis, hvad han var, da han i går var en tur på Bakken, for at deltage i Teltholderforeningens 125-års jubilæum.
Det skriver eb.dk.
Som så mange gange før endte prinsen i Dot Wessmans favn på Bakkens Hvile, da hun stod i spidsen for sang og dans med de andre frodige Bakke-piger.
"Skal jeg synge lidt?" lød det fra den kække prins.
I stedet blev det dog kun til kindkys til kvinderne og en ordentlig svingsom på scenen, hvorefter Henrik hoppede en tur i rutsjebanen. Det bragte dog nogle lidt kedelige minder frem.
"Nej, nej, nej det har ikke altid være lige morsomt. Engang sad jeg fast i en rutsjebane og hang med hovedet nedad," fortalte prinsen til Ekstra Bladet.