De har været kærester i flere år, men langdistancen har skabt store problemer i forholdet. Nu begynder det dog at se lysere ud for engelske prins Harry og hans kæreste, Chelsy Davy.
Hun har indtil nu været bosat i Cape Town, Sydafrika, hvor hendes far er en stenrig forretningsmand, men Chelsy mener ifølge hendes venner, at den eneste mulighed for, at hendes og Harrys forhold kan bevæge sig videre er, at hun flytter til England.
- Chelsy kan faktisk slet ikke lide det kolde og våde England, og hun vil hellere blive boende i Cape Town. Men det er den eneste mulighed for at holde liv i deres forhold, siger en af hendes venner til den engelske avis The Sun.
Derfor begynder hun nu at studere på The West Yorkshire University i Leeds. Og nok ligger Leeds langt væk fra Windsor, hvor Harry bor, men det vil stadig være første gang, at de to bor på samme kontinent.
Samtidig vil det også give Chelsy mulighed for at holde sin prins lidt i ørene i weekenden, hvor han ellers er kendt for at benytte sig temmelig meget af det londonske natteliv og tilhørende unge damer.