Mens store dele af de britiske styrker i Irak forbereder sig på at tage hjem, er prins Harry i gang med at samle feltudstyret for at tage til det krigshægrede land. Det britiske forsvarsministerium oplyste torsdag, at prins Harry vil blive sendt til Irak som del af det næste hold soldater, skriver BBC.
Harry er officer i den britiske hær, og der har længe været forlydender om, at han skulle sendes til Irak. Det skyldes ikke mindst, at Harry selv har presset på for at komme af sted.
Selv om Harry formentlig skal til det relativt rolige Basra i Sydirak, kan det blive en farlig mission. Både det britiske politi og flere af prinsens soldaterkammerater har udtrykt bekymring for, at Harry kan blive »en kugle-magnet« for de irakiske oprørere.
Der er endnu ingen præcise oplysninger om Harrys opgave i Irak, men han er uddannet til at lede en gruppe på 12 soldater med fire kampvogne.
Prins Harrys storebror, kronprins William, kan ikke sendes i krig, da han skal stå til rådighed for tronen.