De har ventet 20 år på at få papir på hinanden. Prinsesse Benedictes søn, prins Gustav og hans amerikanske kæreste, Carina Axelsson. Men i den kommende weekend får de dobbelt op på papir på hinanden.
Parret skal nemlig vies – både borgerligt og i kirken. Det skriver Billed Bladet, der har lavet et interview med det kommende brudepar.
Brylluppet, som et gammelt testamente indtil nu har spændt ben for, skal stå på slottet i Bad Berleburg, som prins Gustav har arvet.
Fredag eftermiddag skal parret vies borgerligt i en bygning i slotshaven, med omkring 40 gæster.
Den kirkelige vielse sker på lørdag i Berleburg Slots kapel, hvor der er plads til 80 gæster.
- Så gæstelisten var hurtig lavet, siger Carina Axelsson til Billed Bladet.
Parret mødte hinanden i 2002, da de begge var 33 år. Carina Axelsson har i mange år deltaget i arrangementer i det danske kongehus som bryllup og barnedåb på lige fod, som hvis hun var prinsens ægtefælle.
Før parret mødtes var prins Gustav i 2000 forlovet med Elvire Pasté de Rochefort, der stammer fra den franske adel. De skulle have været gift i 2001 under et stort opslået bryllup med deltagelse fra de andre europæiske kongehuse. To måneder før den store dag, blev det dog meldt ud, at brylluppet måtte udskydes. Nogle måneder senere blev det dog helt afblæst.
Det er senere kommet frem, at det var uoverensstemmelser mellem de to familier omkring ægtepagten, der var skyld i den hævede forlovelse.