Prins Felix er en af de 60.034 danskere, der natten til torsdag fik besked om, at de er optaget på en videregående uddannelse.
Og for prinsens vedkommende er der tale om drømmestudiet. Det bekræfter han overfor B.T.
- Jeg skal starte på International Shipping og Trade på Copenhagen Business School, fortæller han til mediet.
Prinsen, der er anden søn af prins Joachim og grevinde Alexandra, blev student fra Gammel Hellerup Gymnasium i juni 2021.
Efterfølgende startede han på Hærens Løjtnantuddannelse, men valgte efter kort tid at lægge militæruddannelsen på hylden.
Prinsen kommenterede dengang ikke selv på, hvorfor han havde valgt at afbryde uddannelsen, men det gjorde grevinde Alexandra.
- Prins Felix stopper i militæret, fordi det simpelthen ikke ligger til ham. Derfor har han besluttet sig for at stoppe nu. Nu skal prinsen have fred og ro til at finde ud af, hvad han så skal lave, fortalte hendes presserådgiver til Billed-Bladet.
Der gik ikke mange måneder, før prinsen i efteråret havde fundet nyt at begive sig i kast med. Han begyndte nemlig som trainee hos Maersk, og det har givet ham mod på en tilværelse i shippingindustrien.
- Efter min trainee-stilling hos Maersk har jeg fået en bredere forståelse for industrien og ser frem til at studere den, fortæller prinsen.
Prins Felix er ikke det første medlem af kongehuset, der har fundet sig til rette på CBS.
Også prinsens storebror, prins Nikolai, læser på den videregående uddannelsesinstitution i København. I juni afsluttede han en bachelor i Business Administration and Service Management.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.