Det er af afgørende betydning i kampen for mere sundhed, at mad fra McDonalds bliver forbudt. Det sagde engelske Prins Charles tirsdag i forbindelse et besøg på et sukkersygecenter i De Forenede Arabiske Emiraters hovedstad, Abu Dhabi, skriver AP.
»Er I kommet nogle vegne med McDonalds? Har I forsøgt at forbyde det? Det er nøglen,« sagde Prins Charles ifølge det engelske nyhedsbureau The Press Association til en af centrets diætister.
Ifølge en talsmand for den amerikanske burgerkæde skuffer udtalelsen fra Prins Charles.
»Efter vores vurdering ser det ud til at være en spontan bemærkning. Det afspejler ikke vores menu eller hvor vi står som forretning,« siger Nick Hindle til AP.
Han bemærkede samtidig, at det ser ud som om, at andre medlemmer af det engelske kongehus har et mere opdateret billede af McDonalds med henvisning til, at Prins Charles yngste søn, Harry, er blevet set spise en kyllingeburger i 2005.
Prins Charles er sammen med hans kone, Camilla, på rundtur i golfområdet. Han har siden midten af 1980’erne været stor fortaler for sunde og økologiske fødevarer.
20 procent af befolkningen mellem 20-79 år i De Forenede Arabiske Emirater har sukkersyge, mens 40 procent ligger i risikogruppen. Dermed ligger De Forenede Arabiske Emirater på andenpladsen over lande, hvor sukkersyge er mest udbredt.