Ritzau
Opdateret kl. 04:39
Den årlige Pride-parade vil søndag blive gennemført i den tyrkiske storby Istanbul, selv om byens guvernør har indført forbud mod arrangementet.
Det skriver flere internationale nyhedsbureauer.
Myndighederne har indført forbud mod paraden - angiveligt af hensyn til sikkerheden.
Det vil dog ikke forhindre LGBTI-folket i at gennemføre marchen.
- Vi vil gerne informere pressen og offentligheden om, at vi gennemfører vores stolte march med samme ambition som de foregående 26 år, skriver arrangørerne i en besked på Facebook.
Guvernøren har ikke officielt annonceret et forbud mod dette års arrangement, der blandt andet skal finde sted på byens ikoniske Taksim-plads.
Arrangørerne oplyser dog, at de har modtaget en skriftlig meddelelse fra guvernøren.
De seneste tre år har der været indført et forbud mod paraden. Sidste år brugte politiet tåregas mod folk, der forsøgte at demonstrere.
- Denne march er organiseret for at bekæmpe den vold og diskrimination, der bliver forstærket af guvernørens beslutning, skriver arrangørerne.
Tyrkiet, der består af en overvejende muslimsk befolkning, er en af de få lande i regionen, hvor homoseksualitet ikke er ulovligt.
Der er dog registreret et stigende antal angreb mod homoseksuelle i landet de seneste år.
/ritzau/dpa