Adam og James Price drejer nu nøglen om i den restaurant, der var den første i brødrenes restaurantkæde.
Der er tale om Brdr. Prices restaurant i Rosenborggade i centrum af København, og ifølge pressemeddelelsen er det primært logistik og indretning, der er årsag til lukningen.
- Det har været en fantastisk lokation, men også udfordrende med køkkener og servering på to etager samt vældig mange kvadratmeter ikke mindst i den store sal, som det har været svært at udnytte optimalt, lyder det fra Adam og James Price i en pressemeddelelse.
Restauranten lukker 1. marts 2025, men brødrenes to andre restauranter i Tivoli og Herning fortsætter.
- Vi håber på at kunne åbne nye Brdr. Price-restauranter i de kommende år, når det helt rigtige bud viser sig, lyder det videre fra de to brødre.
Det er tredje gang på få år, at Price-brødrene lukker ned for en af deres restauranter. Tidligere har de også haft restauranter i Aalborg og Lyngby, men de lukkede i 2023.