Det har været et hårdt år for den danske landsholdsmålmand Thomas Sørensen.
I oktober blev han slået af holdet i Stoke, da bosniske Asmir Begovic overtog pladsen mellem stængerne.
Sørensen har siden kun fået spilletid i FA Cuppen, hvilket er lidt - men godt. Søndag spiller han og Stoke semifinale i den legendariske turnering, og det er et lille plaster på såret.
"Jeg kan leve med det, hvis vi kommer i finalen og vinder cuppen. Det er et stort mål at vinde noget," siger Thomas Sørensen til engelske medier.
I sine mange år i engelsk fodbold har den danske keeper kun vundet 1. Divisionen tilbage i 1999, og det nager Sørensen, som står i skyggen af sin forgænger på landsholdet, Peter Schmeichel.
"Det ville være dejligt at få lidt på ham, når han har vundet så meget. Jeg er gode venner med hans søn (Kasper red.) og har et godt forhold til ham," fortæller landsholdskeeperen, som nåede at arbejde sammen med Schmeichel på det danske landshold.
Sørensen forventer at få en lille hilsen fra sin forgænger, hvis det skulle lykkes at komme i finalen.
Stoke møder Bolton på Wembley søndag eftermiddag.
Kilde: Buckinghamshire Advertiser