Det er ikke nok, at Forsvarschefen ryger. Det er stadig ministerens ansvar, at hans ministerium forsøgte at manipulere med ministeren og Folketinget i sagen om den arabiske oversættelse af bogen 'Jæger - i krig med eliten'.
Det mener Socialdemokratiets formand Helle Thorning-Smidt.
"Jeg har ikke tillid til, at han er den rigtige til at rydde op efter denne enorme skandale," siger hun til Jyllands-Posten.
Også SF's formand Villy Søvndal forstærker presset mod Søren Gade.
Hvor partiets ordfører Holger K. Nielsen hidtil har fredet ministeren, så er jagten nu gået ind, siger Søvndal, der gerne vil have en uafhængig undersøgelse af hele forløbet.
"Ingen er fredet - heller ikke forsvarsministeren," siger han til avisen.
Samtidig forslår Det Radikale Venstre støttet af SF, at Forsvarskommandoen nedlægges, så politikerne kan få fuld kontrol med Forsvaret. Det forslag arbejdede den borgerlige regering selv med for få år siden.
"Forsvarskommandoens usunde kultur skal vi til livs én gang for alle. Derfor handler det om at rive Forsvarskommandoen ned og flytte den ind i Forsvarsministeriet for at signalere, hvem der bestemmer," siger Niels Helveg Petersen til Politiken.