Novak Djokovic var godt på vej ud af ATP-turneringen Abierto Mexicano Telcel i Acapulco, men med fantastisk fight og genfundet selvtillid fik han vendt slaget mod sin overmand fra OL i Rio, Juan Martin del Potro.
Efter godt to og en halv times spil havde den tidligere serbiske verdensetter kæmpet sig til sejren på 4-6, 6-4, 6-4 i en forrygende tenniskamp.
Argentineren var bedst i første sæt, hvor han udnyttede to ud af to breakbolde i Djokovic' serv.
Da serberen kun udnyttede én af sine to, snuppede Del Potro sættet med 6-4.
Det var også med overtag i argentinsk favør i andet sæt, men Djokovic fik bedre styr på sit spil, som sættet skred frem.
Med selvtilliden tilbage i ketsjeren fik han sættet i hus med 6-4.
Igen i tredje sæt tilspillede Del Potro sig flere breakbolde, og da han ved 3-3 bragte sig foran med 40-0 i Djokovic' serv, kunne serberen ikke længere afvise presset.
Servegennembruddet var en realitet, og alt var serveret for Del Potro foran 4-3 og med muligheden for at serve sig på 5-3.
Men så viste Djokovic noget af den mentale styrke, som i tæt på et par år gjorde ham nærmest umulig at knække.
En enkelt breakbold skulle han blot bruge, og så var der balance på scoretavlen ved 4-4.
Med et blankt parti servede Djokovic sig på 5-4, fortsatte storspillet og på sin anden matchbold i argentinerens serv, spillede Djokovic sig videre til kvartfinalen med 6-4.
Det er hans første turnering efter skuffelsen ved Australian Open i januar, hvor det blev til chokexit i anden runde.
I kvartfinalen venter australieren Nick Kyrgios.
Efter en sejr på 6-1, 6-1 over Paolo Lorenzi er Rafael Nadal også videre til kvartfinalen i turneringen.
/ritzau/