Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
I 2012 modtog Maersk Oil en afgørelse fra SKAT som forhøjer Mærsk Olie og Gas A/S' selvangivne skattepligtige indkomst for perioden 2006 til 2008. SKAT vurderer, at Mærsk Olie og Gas A/S ikke må have et skattemæssigt underskud før indregning af udbytteindtægter fra datterselskaber, når virksomhedens olieproducerende datterselskaber i Qatar og Algeriet har overskud. Underskuddet opstår primært fordi den danske olieproduktion beskattes separat med et betydeligt beløb hvert år. Det medfører, at de globale hovedsædeaktiviteter i Danmark viser underskud før indregning af udbytteindtægter.Maersk Oil er uenig i SKATs afgørelse, da den går imod mangeårig praksis for behandling af udgifter til forundersøgelser, der baserer sig på en skriftlig tilladelse fra Ligningsrådet. Maersk Oil har derfor påklaget afgørelsen til Landsskatteretten, som starter behandlingen i denne måned.
---
I 1985 modtog Maersk Oil en skriftlig tilladelse fra Ligningsrådet, den øverste danske skattemyndighed på daværende tidspunkt, til at trække udgifter til forundersøgelser i forbindelse med olieefterforskning i udlandet fra i Danmark, og Maersk Oil har indrettet sin praksis efter Ligningsrådets afgørelse. Denne type fradrag er almindelige i olieindustrien og indgår i skattelovgivningen i andre lande med hovedsæder for globale olievirksomheder, som f.eks. Holland og England.
"Vi har indrettet os i tillid til en skattelovgivning, som vi har fået bekræftet af de danske skattemyndigheder. Vores konkurrenter i andre lande har tilsvarende muligheder, så hvis skattereglerne ændrer sig, vil vi miste konkurrenceevne," siger Mikkel Falkenberg, Juridisk Chef, Maersk Oil.
"Vi har afholdt en række møder med SKAT, hvor vi har forklaret og begrundet vores forhold, og er af den faste overbevisning, at vi opfylder alle lovmæssige krav, hvorfor vi har påklaget SKATs afgørelse," siger Falkenberg.
Udgifterne til Maersk Oils forundersøgelser vedrører primært analyse af geologiske og geofysiske data som led i bestræbelserne på at finde nye efterforsknings- og produktionsområder. Arbejdet udføres af en ekspertgruppe bestående af højt kvalificerede medarbejdere, som har base og betaler indkomstskat i Danmark.
Det er en nødvendig del af opgaven for hovedkvarteret i en global olieforretning løbende at foretage forundersøgelser med henblik på at finde nye efterforsknings- og produktionsmuligheder, da alle olie- og gasfelter har en begrænset levetid.
Siden 1986 har Maersk Oil forundersøgt adskillige områder i hele verden, vundet ca. 175 licenser i 21 lande, og påbegyndt forberedelser til produktion 10 steder, bl. a. i Qatar, hvor de større olievirksomheder ikke mente at produktion kunne betale sig.
SKATs sag vedrører et beløb i størrelsesordenen 300 millioner danske kroner i perioden 2006 til 2008.
For yderligere kommentarer kan Mikkel Falkenberg kontaktes via Maersk Oils kommunikationsafdeling på 2147 6259.
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.