Sådan lød kritikken i går fra Socialdemokratiet, De Radikale og Dansk Folkeparti, da de to ministre i går var kaldt i samråd om fire dødsfald, som har været beskrevet i Nyhedsavisen. Dødsfaldene er sket på bocentre i Københavns Kommune. Blandt andet døde to beboere af hjertestop, uden at personalet forsøgte at genoplive dem. Det skal personalet ellers ifølge reglerne.
Socialminister Eva Kjer Hansen understregede på samrådet, at hun allerede har sat en landsdækkende undersøgelse i værk for at slå fast, om lignende er sket andre steder.
Men det er ikke nok, mente både Elsebeth Gerner Nielsen (R), Mette Frederiksen (S) og Pia Kristensen (DF).
»Problemet er, at personalet ikke kender reglerne og lovgivningen. For mig at se er der brug for en efteruddannelsesplan for hele personalet. Det er ikke nok bare at iværksætte en ny undersøgelse,« sagde Elsebeth Gerner Nielsen.
Socialminister Eva Kjer Hansen holdt fast i, at en undersøgelse er første skridt, før hun kan vurdere, om der skal uddannelse eller andet til.