En bodyguard mistede livet, og premierministerens søn blev såret af skud i ansigtet, da palæstinensernes premierminister Ismael Haniyehs kortege kom under beskydning ved grænsen mellem Gaza og Egypten.
Forud for skudvekslingen havde premierministeren ventet i næsten otte timer på at få lov til at krydse grænsen. Israelerne ville ikke lade ham komme ind i Gaza, fordi de mente, at de mange millioner dollars, han medbragte, var donationer fra Iran, som skulle finansiere terroraktioner. Det endte med, at Haniyeh måtte efterlade de mange penge på den egyptiske side af grænsen.
Regeringspartiet Hamas mener, at angrebet på premierministerens kortege var et attentatforsøg, og partiets talsmand beskyldte efterfølgende præsident Mahmoud Abbas og Fatah-partiet for at stå bag, skriver BBC.