Fonden New Danish Screen har bevilliget Mikkel Munch-Fals fem millioner kroner til at lave filmen 'Gespenster'. Det skriver DFI.dk.
Munch-Fals er bedst kendt som den kyndige vært på DR2´s succesprogram Premiere, hvor han spydigt og kærligt guider seerne igennem junglen af film.
Men Mikkel Munch-Fals er ikke bare filmkritiker, han er også filmskaber, og faktisk en prisvindende en af slagsen.
Den kommende film 'Gespenster', som har Mikkel Munch-Fals som både manuskriptforfatter og instruktør, handler om fire skæbner, hvis liv krydser hinanden.
Indtil videre har Bodil Jørgensen, Henrik Prip, Mille Lehfeldt og Sebastian Jessen sagt ja til at spille hovedrollerne i filmen.
Mikkel Munch-Fals er oprindelig uddannet cand.mag. i filmvidenskab fra Københavns Universitet. Hans tidligere film hedder 'Ynglinge' og 'Partus'. Sidstnævnte indbragte ham en Robert for bedste kortfilm tilbage i 2007.