Godt nyt for alle Swansea-fans.
Michael Laudrups tidligere arbejdsgiver får glæde af midtbanespilleren Gylfi Sigurdsson frem til sommeren 2020, efter at han har underskrevet en ny fireårig kontrakt.
Kontraktforlængelsen annoncerede 26-årige Sigurdsson selv på sin Instagram-profil.
- Glad for at have underskrevet en ny fireårig kontrakt med @swansofficial. Ser frem til den nye sæson, skriver islændingen, som ellers havde to år tilbage af sin tidligere aftale.
Under sommerens EM-slutrunde i Frankrig var han med til at slå England ud af turneringen, og Island nåede overraskende helt frem til kvartfinalen.
Han scorede 11 mål i 36 kampe for Swansea i sidste sæson, hvor klubben sluttede på 12.-pladsen i Premier League.
/ritzau/AFP