Selv om der blev spillet Champions League onsdag aften, var det formentlig i Birmingham, at den neutrale fodboldtilskuer fik mest underholdning.
Her endte opgøret mellem Premier League-aspiranterne Aston Villa og Nottingham Forest med de nærmest uhørte fodboldcifre 5-5.
Med til historien hører, at Nottingham ifølge BBC kun havde fem afslutninger inden for målrammen.
Efter et kvarter var stillingen 2-2, og inden pausen nåede begge hold at score endnu en gang.
I anden halvleg kom Nottingham foran 4-3, fik en mand vist direkte ud, kom bagud 4-5 for så at udligne til 5-5.
Den Chelsea-ejede angriber Tammy Abraham scorede fire af Aston Villas mål, men det var altså ikke nok til, at den unge englænder fik en sejr ud af anstrengelserne.
Ud over det direkte røde kort til Nottinghams Tobias Figueiredo blev der uddelt seks advarsler i opgøret.
Det ene point hjælper ikke for alvor nogen af holdene i den tætte top i Englands næstbedste fodboldrække. Nottingham ligger nummer seks, mens Aston Villa ligger nummer otte.
Den danske landsholdsspiller Jonas Knudsen var også involveret i en kamp med flere mål end gennemsnittet. Desværre for Knudsen og Ipswich blev hjemmekampen mod Bristol City tabt med 2-3.
Mere succes havde Birmingham og Kristian Pedersen. Holdet vandt udekampen mod Millwall med 2-0.
/ritzau/