»Det er noget koncentreret vrøvl.«
Sådan afviser Preben Rudiengaard - medlem af Folketingets Sundhedsudvalg og uddannet læge - at han medvirker til reklame ved at optræde i Wyeths bog.
»Jeg har ikke anbefalet et bestemt præparat blandt de forskellige biologiske lægemidler. Min mission var at sige, at vi i Danmark underbehandler gigtpatienterne i forhold til Norge og Sverige - det er jeg vel vidende om som læge,« siger han.
Preben Rudiengaard medgiver gerne, at han blåstempler Wyeths bog og dens budskab om, at alt for få patienter får den dyre medicin:
»Men det er også min grundholdning. Vi skal have mere fut i brugen af de biologiske lægemidler. Jeg ville da være en dårlig politiker, hvis jeg sagde, at vi bare skulle fortsætte med de lægemidler, som vi brugte for 30 år siden. Det er min ret og pligt at sørge for, at opmærksomheden henledes på, hvor der er et problem. Bare vi politikere husker at holde snot og skæg for sig, så vi ikke går ud og peger på enkeltpræparater.«